Short-cuts til mine sider:

Viser opslag med etiketten sten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sten. Vis alle opslag

30. jul. 2014

Upcomers - nu er det LIGE om lidt!

Så er der kun et par dage til lørdag, hvor vi (Emilie og undertegnede) afholder kreativ hækleworkshop til Upcomers i Vejle!
Vi afholder 2 workshops på hver 2 timer, hhv. kl. 11 og kl. 14, og nedenfor kan du se en beskrivelse af hvad man kan lave. Vi ser frem til et par spændende workshops, hvor der forhåbentlig også bliver masser at tid til hygge mens vi inspirerer til kreative udfoldelser indenfor hæklingen. Vi forventer at alle får noget med derfra - udover en god oplevelse! ;-)


WORKSHOP I KREATIV HÆKLING - for alle!

Der bliver mulighed for at lave små hæklerier til fint pynt, der kan laves på kort tid. Udgangspunktet for workshoppen er, at man efter et par timer kan få lavet en færdig ting - også selv om man er nybegynder med en hæklenål.

Vi har garn i både uld og bomuld og masser af ideer til at få lavet flotte ting, så som: vimpler, små farverige knapper, sløjfer, blomster, opbevaring ud af genbrugte dåser og syltetøjsglas.

Pris pr. deltager: 50,- (prisen er incl. alle materialer samt kaffe/the)

Lidt af hvad vi skal lave - opbevaringsglas eller en smuk vase ... eller måske en mandalasten til pynt og glæde!
(Billedet er venligst udlånt af @haandlavetkarma på IG.)



15. mar. 2011

Masser af sten i forårstøj!

Og der er mange flere hvor de kommer fra! :-)


9. feb. 2011

Forårsmarked & Fornyelse?!

Jeg er jo - som tidligere nævnt - i fuld gang med at produkt-udvikle til Forårsmarkedet, og sidder lige nu og overvejer:


  • er der stadig stemning for nogle ugler fra undertegnedes hånd?
  • skal jeg finde mig et nyt objekt at kaste min kærlighed på?
Jeg har haft nogle ting under overvejelse - motiver, som passer godt med min stil og min streg.


Den ene er fisk i alle afskygninger ... dem har jeg jo også flashet lidt af her på bloggen.


Den anden er træer. På min Pinterest-side er der efterhånden rigtig mange af dem. Jeg er endnu ikke helt sikker på hvad det skal ende med, men al inspirationen bygger sig op, og lige pludselig bliver det til noget, det er jeg sikker på!



Billedet er lånt HERFRA - Tjek lige de ualmindeligt fede billeder hun laver!!

Og endelig tror jeg at der skal være nogle børn - lidt a la "Rikke & Rune" (måske bare lidt mere stilrene i stregen) på stof, på sten og på pap, måske!


Jeg produkt-udvilker videre, og flasher lidt i ny og næ - har jeg mon sagt at jeg glæder mig til Forårsmarked i maj!?? :-)

Ha' en superfantastisk onsdag!

29. jan. 2011

"Frit valg"-Give Away!

Ok - nu må vi til det!! Jeg har jo længe snakket om en Give Away, men mere er det ikke blevet til. Beklager! Det har bl.a. været fordi jeg ikke har kunnet beslutte mig til hvad jeg vil give væk, så nu prøver vi noget nyt!!

I anledning af mine 100 læsere (synes stadig det er HELT vildt - og skønt!) vil jeg derfor gerne lave en 'Frit valg"'Give Away, hvor vindere får lov til at vælge mellem følgende:
  • En farvestrålende fugle-uro
  • 3 hæklede sten i pangfarver
  • En hæklet skål - ligeledes i masser af skønne farver



Reglerne er følgende:

1 lod for en kommentar

2 lodder for en kommentar & tilmelding som fast læser (det gælder også hvis du allerede er fast læser)

3 lodder for en kommentar, tilmelding som fast læser & link til denne give away fra egen blog - brug gerne billedet!

Vinderen trækkes mandag d. 7/3 ... bare fordi det er min mors fødselsdag!! :-)

7. jan. 2011

Hæklede sten - nu i farver!

Engang sidste år hæklede jeg rundt om nogle sten. Det var fint, lidt romantisk og meget prydeligt i et fint og rent hjem!

Jeg har imidlertid ikke noget fint og rent hjem, jeg er ikke så romantisk anlagt hvad angår indretning, og jeg ELSKER farver, så jeg besluttede mig for at prøve noget andet!

Hér er resultatet:

Jeg er sikker på at der er mange, mange flere hvor de kommer fra!

5. dec. 2010

Du kan faktisk stadig nå det!!

Jeg trækker 2. vinder af min Advents Give Away i eftermiddag kl. 16, så hvis du ikke er tilmeldt, så kan du liiiige nå det endnu! (Læg en besked i det oprindelige indlæg)

En lille sne-ugle  (se sommer&sol-udgaven HER)

Rigtig skøn 2. søndag i advent til alle derude i det snehvide land!

4. okt. 2010

Uglefrøkener støtter brysterne!

Så har jeg fået færdiggjort 2x3 ugler til udlodning i den fine "Støt Brysterne & Vind" indsamling.
Synes lige I skal have et kig, så jeg måske kunne lokke et par af jer til at støtte det gode formål, og derved måske være så heldige at vinde et sæt (på 3!) af de pink ugler jeg har specialfremstillet til lejligheden!




Synes selv de er blevet ret så cool'e! :-)

Udover mine ugler er der mulighed for at vinde et VÆLD af de lækreste håndgjorte ting. Er selv blevet nødt til at deltage, for jeg gad da nok godt lige vinde det hele!!'


Skynder mig lige at indskyde at jeg først har sendt billederne til Britta, som står for indsamlingen idag, hvorfor uglerne endnu ikke er at finde på indsamlingens blog ... men det håber jeg snart de kommer! :-)

8. sep. 2010

Hæklede sten med farmors hæklenål.

Så fik jeg for alvor taget fat på min projekt med de hæklede sten - eller rettere; sten med hæklet halløj rundt om.
Ville ønske at jeg selv havde fået denne geniale idé, men som så mange andre ideer, så var der desværre nogen der havde fået den før mig, så jeg måtte låne den.                      Jeg så først idéen i denne blog, som så viste sig at have fået idéen et helt 7. sted fra. Det fede ved stenene er, at man lynhurtigt kan lave sit eget udtryk, og - ikke mindst - at man bare kan hækle derudaf uden opskrift. Det eneste der kræves er at man kan hækle rundt, og at man kan hækle fast-, luft- og stangmasker. Totalt foran-fjerneren-hygge!!
Mit lille sten-projekt blev lige 1000 gange bedre af at jeg for 1. gang kastede mig over min farmors hæklenåle. Da hun døde fik min mor hendes håndarbejdsting, men da min mor ikke hækler, så spurgte jeg for noget tid siden om jeg måtte få dem - og det måtte jeg heldigvis godt.
Blandt hæklenålene var denne fine ben-hæklenål med krog i begge ender. Den er SÅ fin, og ligger rigtig godt i hånden, og bedst af alt - tanken om at farmor har siddet med den og hæklet i timevis gør mig noget nær lykkelig!
Tænk at noget så simpelt som en hæklenål kan gøre én SÅ glad!

2. sep. 2010

Bagage-garage-tøm-min-kælder-halløj!

Vil lige bruge et par minutter at denne herlige torsdag aften (begge unger sover ... ahhhh!) på at gøre lidt reklame, eller hvad jeg nu skal kalde det!
Næste søndag - det være sig søndag d. 12/9-10 - er jeg, og mere eller mindre af den nærmeste familie, at finde på Rådhusparkeringspladsen (i Horsens, red.) fra kl. 9 til kl. 16, godt udstyret med masser af fund (læs: fantastiske ting, som vi ikke længere har plads til i vores alt for små huse!), samt et småt men godt udvalg af mine hjemmegjorte ting (Lidt sten, bogmærker, sanse- og nulreposer samt et par billeder eller 3).

Håber at se dig til min første offentlige fremvisning af Brilletings små kreative finurligheder, samt masser af andet godt som du slet ikke kan leve uden!!  (Hmmm, jeg skulle vist have været sælger i stedet for dagplejer?!)



Altså! Hvis det nu skulle ske at himmel og jord står i ét (læs: det pisseregner!), så er vi simpelthen så vatnissede (/-pikkede!) at vi ikke tør! (Jeg er SÅ sød, og lavet af sukker, så jeg smelter i regnen! SÅ véd I det!!)
I så fald kommer vi ikke, og I må vente med at købe vores genbrugsguld til næste år, hvor vi vender frygteligt tilbage!

17. aug. 2010

Sten-undre-proces Del III.

Så er stenen lakeret, og gjort klar til 'hengemme-putte-væk-tid' i fred (min søn på knap 3 beder tit om at få lov til at gøre ting i fred - mon det er noget han har lært at sige af nogen jeg kender??? Hmmm!???).





Jeg synes ikke den blev helt så 'fesen' i farverne som den første var. Ærgerligt at jeg ikke fik lavet dokumentation i form af billeder af den så mit undre-projekt kunne være sammenlignings-agtigt!!

Tænker om der måske er forskel på hvide sten fundet ved stranden (de føltes ens, så ens ud og lugtede ens - jeg smagte altså ikke på dem!!) eller om det måske betyder noget at sidst-påmalede sten lå i lidt længere tid (læs: ca. 1 times tid eller noget) end den første før den blev lakeret? Hmmmm.

Vil lige skynde mig at kritisere mine undersøgelser før andre gør det: jeg véd godt at jeg ikke er helt så systematisk som man kunne ønske, men om ikke andet, så har jeg det skidesjovt så længe det varer! He!



Hov - bag på stenen var der forresten en mørk plet, som lignede en
anden sten der havde snyltet sig fast på den pæne hvide sten - på denne plet (der minder lidt om Mikhail Gorbatjovs modermærke i panden!)
sidder farven ualmindeligt godt fast,
og bliver ikke den mindste smule falmet; snarere tvært imod.
Hmmm! De sten er sgu nogle underlige fætre!!

Sten-undre-proces Del II.

Så fik jeg malet min proces-sten, og blev enig med mig selv om at jeg nok hellere måtte tage et billede af den mens den stadig var 'pang' - altså inden jeg har lakeret den.
(Billede af sten med lak følger.)


Så er der kun tilbage at lakere og hengemme. :-)

16. aug. 2010

Ej - hvor sjovt! "Tryllesten" eller "Tidens tand vs. solskin & vand?"

Ej, altså - hvor er det pudsigt!! Min allerførste uglesten var i farver (verden kan ikke blive farverig nok, efter min mening!) - den var malet med de skønneste pang-farvede tusser - men da jeg lakerede den, fik den de mest 'fesne' farver jeg længe har set. Farverne forsvandt simpelthen og blev erstattet af en nærmest ikke-eksisterende pastel-udgave af den røde, turkis-farvede og grønne som jeg havde dekoreret uglen med.
S P Ø J S T - men måske ikke så underligt endda, eftersom tusserne ikke var vandfaste, og derfor reagerede på den (forståeligt nok) våde lak!!

Jeg tænkte at jeg ville forære uglen til min ven og kollega, og hun blev heldigvis rigtig glad for den, trods mangel på farver. Den blev derfor 'plantet' i en urtepotte udenfor hendes dør - den burde jo sagtens kunne holde til vind og vejr, eftersom det var en sten (!) og den var dækket af vand-skyende lak (!).

Det kunne den osse ... MEN ... - og nu kommer det pudsige;

Nu har stenen så ligget og hygget sig i et par ugers tid (eller deromkring) i sol, vind, regn og gråvejr og nu der den begyndt at få farverne igen!!!

JAMEN ALTSÅ!!! Dét er sgu da for underligt!
Hér er et billede af den små-farvede ugle efter den har været udsat for vejret og vinden:





Og ... nu er det så at min proces-hjerne tænker: er det mon tiden, vejret eller noget helt anden der får de dersens heden-gangne farver til at troppe op igen??? :-o

Véd det ikke, men tror sgu at det skal undersøges!!

SÅ - nu laver jeg en ny ugle med farver, og gemmer den væk indenfor i ca. lige så lang tid som den anden ugle har overlevet i vejret ... og så får vi se om den også 'kommer til farver' igen! :-)

Er TOTALT spændt på resultatet. Vender frygteligt tilbage om et par uger med mere om

"T R Y L L E S T E N E N"


(Hva' sa' den - for en Cliffhanger!!!)

15. aug. 2010

Et helt klart MUST 'to-do' af den rare slags!!

Så var det jo lige at jeg egentlig vist havde gang i projekter nok, da jeg sad og blog-surfede og faldt over disse mega-lækre hæklings-pyntede strandsten! ALTSÅ ... dem MÅ jeg da vist bare i gang med! Nogen der vil være med?? ;-)

12. aug. 2010

Sten & Stoffer ...

Ja, det må vist være en meget dækkende overskrift for mine kreative udfoldelser for tiden - eller om ikke andet en 'malende' beskrivelse af de materialer der 'pryder' mit spisebord!
Jeg maler på sten (vidunder-skønt materiale, der ovenikøbet har den KÆMPE fordel at det er gratis og ganske holdbart) og hygger mig med at håndsy små filt-tingester (-mere om sidstnævnte senere).
Stenene er min egen udgave af Emil fra Lønnebergs træmænd; jeg laver dem når jeg har brug for et fri-/pusterum, der er uendeligt mange af dem inden i mig som bare vil ud og min samling bliver større og større for hver dag der går.
Et lille udsnit af mine uglesten ... more to come!
Jeg maler ugler på mine sten - dét er vist lidt af en besættelse med de ugler, så dem vender jeg med sikkerhed også tilbage til senere) - med vandfast tusch og lakrere dem med decoupagelak (gætter på at andre laktyper er lige så velegnede). Muntrer mig med at se hvordan de kan variere i udtryk, og hvordan et par enkle streger pludselig bliver til en ugle. Alleriders hyggebeskæftigelse!!
Related Posts with Thumbnails